Er du forberedt på at skulle yde FØRSTEHJÆLP?
En situation, hvor der er brug for at yde livreddende førstehjælp indtil Ambulancen når frem, opstår pludselig. Og det kan også ske for dig.....som det skete for Carsten og Ole en aften i Bordtennisklubben:

"Det var en aften som alle de andre aftener i klubben, hvor vi havde godt gang i bordtennisboldene. Pludseligt råbte Ole på mig - meget højt! En af kammeraterne i klubben var pludselig faldet om på gulvet, og han var helt væk! Der havde slet ikke været tegn på, at han var ved at få det dårligt - han forsvandt bare med ét!

Selvom vi er brandmænd til hverdag, var det også en situation, der var uvant for os. På arbejdet ligger det hele tiden i baghovedet, at vi kan få brug for at yde førstehjælp, men her skete det i vores privatliv - i vores fritid - det var vi ikke helt mentalt forberedte på!

Men vi har jo lært livreddende førstehjælp og kunne støtte hinanden. Så ganske hurtigt havde vi sat andre i gang med at ringe 112, for der var slet ikke tvivl om, at vores holdkammerat var ved at dø. Vi gik i gang med kunstig åndedræt og hjertemassage og fortsatte, indtil Ambulancen nåede frem og de to reddere var parat til at tage over. Det tog ikke så lang tid, da vores klub ligger centralt i byen, men det føles som lang tid, når man er bange for, at ens kammerat ikke overlever!

Redderne måtte støde hans hjerte i gang adskillige gange, så i ordets bogstaveligste forstand, var han død! Med hjertemassagen og den kunstige åndedræt forsynede vi imidlertid hans hjerne med ilt, og redderne og lægerne på sygehuset fik efterfølgende stabiliseret hans tilstand, og han overlevede. Han kan intet huske selv, men er naturligvis meget glad for, at der var nogen til stede som kunne førstehjælp!"

Vi kan ikke lære dig livreddende førstehjælp på denne hjemmeside - det skal prøves i praksis! Men alle kan lære den livreddende førstehjælp og gøre en forskel når behovet opstår - også du!

Beredskabsstyrelsen har lavet en test, som kan give dig et fingerpej om, hvormeget du kan huske af den førstehjælp du evt. har lært tidligere ........ måske det var på tide du tager et genopfriskningskursus?! Prøv testen her.

Vil du vide mere om brugen af hjertestartere - også kalde defibrillator - kan du læse mere her.